Kina- Det er så godt når det er gratis.

Mine damer og herrer . I disse dage ser vi et helt fænomenalt idealeksempel på, præcis hvor kyniske danske politikkere er, i forhold til Kinas krænkelse af menneskerettighedskonventionen i Tibet.

Det er jo lidt morsomt, når de største politiske ytringer ofte følger de laveste omkostninger. Således kan politikkere fra Brian Mikkelsen til Per Clausen, “direkte fra hjerteblodet” erklære deres absolutte afsky overfor den kinesiske tibetpolitik, ved ikke at møde op til åbningsceremonien. Nu er det jo givetvis af afgørende betydning for den kineiske regering, at Danmark, som den militære og økonomiske “superpower” vi jo er, bliver passende repræsenteret ved ceremonien, men nej de danske politikker stårfast og vil ikke tolerere overgreb i Tibet. Som en lille regibemærkning kan man jo lige indskyde at det er “dejligt” at se, medierummet omkring begivenheden korrekt bliver brugt til stærke “relevante” debatter  om FX. præcis hvor meget kronprinsen må deltage i den olympiske komite. Det har givetvis afgørende betydning for Tibets ve og vel. Den kinesiske regering kan ikke tåle at miste “Pingo”, Brian og Per, og det er derfor forfærdeligt (dejligt) at se lille danmark lægge pres der hvor pres bør lægges og tving Kina i knæ, og ud af Tibet. Hvorfor i alverden benytte sig af økonomisk pres, når man har en utømmelig kilde af softpower.

Ja man skal vist være narkoman for ikke at læse ironien i afsnittet ovenfor, men bare lige for at slå det helt fast så er jeg, i disse dage, fuldstændigt forbløffet over hvor meget varm luft og performa/branding politik der er omkring OL i Beijing. Hvis der virkelig var politisk vilje og “dare” til at gribe ind overfor Kina er det kun en vej; SANKTIONER…og det før at den kinesiske økonomi vokser sig så stærk, at den bliver “unresponsive” overfor den slags.

Det er simpelthen direkte morsomt, at den største offentlige indsats i sådanne sager, oftest er forbundet med den “course of action”, der har de absolut lavest omkostning, og dermed og den mindste effekt. Det er simpelthen politisk “gratis”, at stille sig og agerer menneskerettighedsforkæmper, når det absolut ingen effekt har udover, individuel politiskbranding. For at det ikke skal være nok, vælger man ikke engang at trække sig fra deltagelse, eller i det mindste at holde politisk delegerede helt væ,k fra begivenheden. Man vælger at boykotte åbningsceremonien. Det er da seriøs cost benifit politik , der vil frem i verden. Man tager den absolut mindst mulige aktion  og fylder samtidigt debatten med oppustet værdipolitik, hvori man hævder sig som om man havde ofret mindst 1 kongerige for sagen. Dermed får man den størst mulige gevinst (med lavest mulige omkostninger) og for eftertiden kan man så proklamerer, at man aktivt handlede på de kinesiske overgreb. Patetisk det må man sige. Menneskeretspolitk er åbenbart kun godt når det er absolut gratis.

En definitorisk åbenbaring!

Kære læsere!

Som så mange andre, der brænder for et område at kunsten, er jeg utallige gange endt i den klassiske “kan man snakke om god og dårlig kunst”. Smag er forskellig ja, og derfor ikke specielt interessant at debaterer, da almen høflighed dikterer at man skal respekterer hinandens holdningers forskellighed.

Jeg vil videre i denne udredning holde mig udelukkende til musik, da det er den kunstform jeg kender bedst.

Det kan virke som et uløseligt paradoks, at definerer god og dårlig musik. Den umiddelbare tilgang til en sådan definition ville være at kigge på kunsternerens håndværksmæssige færdigheder. Dette er dog absolut utilstrækkeligt, da der, trods en høj grad af sammenfald, ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem præstation og kunnen. En anden faktor der ofte bliver trukket frem i en sådan debat er originalitet. Også dette falder dog, ved nærmere undersøgelse, til jorden, da det praktisk talt er umuligt at spore sig frem til musikkens forskellige elementers absolutte oprindelse, endvidere at kende til den uendeligt brede vifte af kilder, det vil være påkrævet.

Det er altså en hård nød at knække. Selv om jeg altid har haft en fornemmelse at der helt klart fandtes graduering af musik udenfor smag, har jeg hidtil ikke kunne finde frem til en måde at definerer den på.Indtil nu:

God og dårlig musik er praktisk talt umuligt at bedømme objektivt, da det hurtigt bliver et spørgsmål om præferencer for aktøren (lytteren). Men hvad sker der hvis vi vinder situationen om og vælger at se musikken som aktør og lytterne som god/dårlig variabel. I den optik handler det om at definerer hvad musikkens formål er og derefter undersøge om lytteren er receptiv overfor det.

SÅ bliver det pludselig et spørgmål om gode og dårlige lyttere og det vil forklarer hvorfor der i det hele taget er en så stor forskel i smag og hvorfor den ændre sig kraftig for den enkelte gennem livet. Det er et spørgsmål om lytteren er i stand til at “modtage” det budskab (formål) som musikken forsøger at kommunikerer og dermed bliver det naturligvis også et spørgsmål om hvor god musikken er til at kommunikerer sit budskab.

Da musik er skabt af mennesker er det logisk at antage at det er forholdsvist almene og fundermentale “budskaber” det bliver kommunikeret ud. Dette hvad enten der er tale om tekst, groove, stil mm. Altså er definitionen på god og dårlig musik lig med musikkens evne kommunikerer og dermed relativt uafhængigt af håndværksmæssige færdigheder. Dvs. at god musik er musik der, for den rigtige modtager, har større effekt end andre stykker musik med samme kommunikative budskab.

There we go!

Sandheden.

Det rene ord er ikke rart. Det rene ord gør ofte mere skade end gavn. Det rene ord indholder, i sin natur, sorte dage og sand til nye såvel som til gamle sår. Det ren ord frister, udfordre, rammer i ryggen og det kan som sådan, sjældent bruges til noget.

Den sjældne undtagelse ligger i den populære ide, at hudløse er alt andet end det håbløse. I sidste instans, kan det kun lade sig gøre at vinde, hvis man sletter alt dertil relateret og finde glæden i det rodløse.

Det rene ord er en smuk tanke men i realiteten, tja så er indholder det næppe mindre selviskhed, end der er sandhed i en tilfældig strøtanke.

Et samfund hvor der er plads til alle.

Nuvel. Det er vel fritstillet for enhver i vores samfund at definerer hvad et frit samfund med plads til alle betyder for den enkelte. Eller er det?

Hvis vi for et øjeblik antager at dette er et grundpræmis (hvilket det vel nærmest ikke har været siden Hobbes skrev Leviathan i 1651) man kan bygge et samfund efte, indebærer det som logisk konsekvens, at ingen der ikke eksister modstridende interesser i det samme rum. Eller sagt på en anden måde, at friheder til forskellighed er begrænset til handlinger, der udelukkende involverer en selv og ens ligesindede. Følger man denne tankestrøm til ende bliver det hurtigt klart, at det nødvendigvis må betyde, at et samfund uden en fællesfrihedsrettighedsdefinition ikke kan eksisterer. Det var vel også netop derfor at Hobbes allerede for godt 350 år siden, advokerede for den frivillige afgivelse af individuel frihed, som betingelse for opnåelsen af en større fælles frihed.

Hvad handler denne post undre i jer måske over…Eller ;-)… Det er naturligvis min harme overfor konflikten omkring rydningen af ungdomshuset i København, der endnu engang har vagt min vrede over at intelligente, (relativt)veluddannede borgere i en retsstat kan få sig selv til, i den grad at yde destruktiv vold og hærværk mod det samfund de lever i. Det er direkte morsomt hvordan, nutidens selvproklamerede solidariske humanitærsocialister, i den grad tyer til metoder, der udelukkende må betegnes som totalitære og så endda gemmer sig under den ældregamle “fremmedgørelses parole”. Nogle burde nok lige genlæse deres Marx.

Det er et uomgængeligt dialektisk modsætnings forhold når en part i samfundet føler sig fremmedgjort i en sådan grad at, de kun føler at deres frihed kan realiseres gennem betingelser der er u realiserbare, i den anden parts frihed. Det er i den grad et dialektisk problem for retsamfundet, hvis, og jeg skriver udtrykkeligt hvis, hvis det skal accepterer graduering i friheder.

Konklusionen på alt dette må nødvendigvis være, at individets assimilation i retssamfundets frihedbegreb, eller delvis afståelse fra retten til forskellighed i den ultimative forstand ( altså i forhold til totalt frihed i laden og gøren) er en absolut betingelse for selve retssamfundets eksistens. Når alt dette er sagt, må jeg altså slutte, at jeg ikke går ind i for et samfund hvor der er plads til alle. Jeg går ind for et samfund hvor alle er lige, for loven, og hvor alle har den samme, om end indskrænkede, frihed.

Med det i mente, kan i jo tage et kig på et par af disse optagelser fra urolighederne omkring rydningen af “folketshus” (folk et er i denne sammenhæng, åbenbart kun 200-300 mennesker)

klip 1 : Rydningen af huset

Klip 2: Belejringen af faderhuset ejendom. Bemærk de forskræmte mennesker der gemmen sig bag de vandaliserede ruder og døre. De er åbenbart heller ikke en del af folket….og det er helt “tydeligt” at de går ind for ensretning i samfundet.

Fredagaften kl. 23.47 telefonen ringer….

Klokken er efterhånden så tæt på midnat, at man begynder at tænke på andet end zap på fjerneren, Unmack på Ipoden og de uendelige mængeder af ulæste sider, der ligger i den anden ende af rummet.

Så ringer mobilen!

Man når lige og tænk hmm interessant, dame?, inden man får set på displayet og konstatere, at det er min trommeslager ven. Man tager opkaldet og det viser sig han er i sit øvelokale. Nu er det sådan at min kammerats øvelokale ligger lige under en af KBH’s store S&M foreninger, et faktum man ikke skænker mange tanker til dagligt. Det viser sig dog at netop i aften afholder gruppen noget man vel med et pænt ord kan betegne som “fest med fri leg”, hvilket indebærer piskeslag, skrig og banken med div. spanking redskaber.Med andre ord, Aberne er løs.
Denne seance mente min kammerat ikke jeg skulle gå glip af så, mr. “james “carl marr” bond” havde sneget sig op i stueetagen, så han kun give mig en direkte live transmission og jeg blev ikke skuffet. Mænd i dametøj storskrydende i total ekstase af at blive spanket af et par småfede ældre damer.  Det lød unægteligt utroligt meget som roskilde dyrskue, eller den er scene med bøffeljagten i “Danser med Ulve”. Der manglede sku bare en dværg så havde showetværet complet. Tak for opkaldet siger jeg bare. Et festligt indslag der ellers var begyndt at lakke mod kedsomhed eller søvn.

Åh kære gud opfyld dette mit eneste ønske, at jeg må blive gammel, lasket og få en ualmindelig lyst til at få pisk i røven, kun iført gimp kostume og stråhat. Alternativt kunne du skænke mig et liv der bare havde minimalt indhold nok, til jeg ikke blev nød til at søge til den slags illusoriske udskejelser, for at føle at jeg er til og at livet er værd at leve.

………….

…..og jeg har på fornemmelsen at det ikke bliver det sidste opkald af sin art, jeg kommer til at modtage.

At grine på kommando.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: JEG HADER DEN 11. TIME!!..Sjældent har man set en så storarrogant, bedrevidende, smagsfinkulturel gang tynd og uforberedt improvisation. Punchlines det, selv i Clement direkte, kun ville være materiale til 10-15 sekunders sendetid, bliver til time lang programmer. Der pensles og pensles indtil selv den absolut sløveste kniv i skuffen har fattet at Pia Kjærsgaard har sagt noget der læner sig op af det udvidende (suprise). Efterfølgende bliver det fremlagt som underspillet humor. Underspille!! prøv med ikke eksisterende. Hvis underspillet betyder at man kunne lige kradser overfladen, kører rundt i evige gentagelser og så tilmed får et kvalitets card blanch så ja. Det er underspillet.

Den 11. time er ekstremt let og poleret og showet lever højt på at inviterer udenlandske, og i øvrigt professionelt seriøse mennesker, ind i showet for så gøre grin med dem bag deres ryg. De udsættes for empatistests, og generel indforståede og nedgørende jokes, de ikke har en chance for at forså og derfor gør de sig, uundgåeligt, endnu mere til grin Det er fandeme billige point og ca. ligeså raffineret humor som når Chalie Chaplin falder over sin stok for 4 gang i løbet af filmens førse 3 minutter. Det er faktisk muligt af mene noget andet end Mads Brøgger og Michael Berthelsen, under at være politiskradikal menneskehader.Ved showets afslutning, er det så meningen af vi skal stå og føle os rigtigt godt intellektuelt overlegne og med et overbærende smil, ryste på hoved af hvor uvidende og uudviklede andre mennesker kan være. Det er i den grad patetisk og showets, relativt store succes, må nødvendigvis tilskrives et enormt mindreværdskompleks i den danske befolkning og en uendelig machokisisk higen efter, at få stadfæstet dets selvindbildte overlegenhed.

STOP DET HÅBLØSE PROGRAM OG GØR TÆNKENDE MENNESKER EN TJENESTE.

Kvindernes internationale kampdag! -en stjerne er født!

I dag fik jeg besøg at en god kammerat. Han havde just været til kvindernes internationale kampdag i forbindelse med nogle sociologiske feltstudier. I den forbindelse havde han haft den (tvivlsomme) ære at få forklaret nationens og kønskampens “sande” tilstand i et hidtil nyt perspektiv, af en meget engageret kvindelig deltager. Som alle sande teoretikere havde den navnløse dame naturligvis nedskrevet sine tanker, så den brede pøbel kunne få andel i disse. akademisk geni, samfundskommentator, kommende kønsforsker, herren selv eller måske blot en anelse gal?…

Bedøm selv:

Genfødsel!

Ja, jeg kan konstatere at det var meget lidt jeg fik gjort ud af denne her blog sidste år. Efter en kort selvransagelse er jeg kommet frem til at dette, udover almen sløvhed, at jeg gik for meget op i bloggens teoretiske indhold i den politiske kommenterende forstand. Altså form og formalia.

Fra nu af vil jeg skrive om præcist hvad der falder mig ind, og som jeg ønsker at ”lufte” for andre…. måske lige bortset fra de værste sodoseksuelle emner ;-).  Intet er for småt intet er for stort, det er præcis så relevant som jeg finder det, at være. Mit sted, mine tanker og mine regler.

God fornøjelse og velkommen til genfødslen

-          Jesper de Hemmer

Hvis jeg var..

1) Andelsejer ville jeg sælge Nu før det går op for den, åbenbart, meget lidt økonomisk bevidste danske befolkning, at andele der koster 1.4 mil. plus 4000 i andelsudgift svarer til at betale ca. 10-11 tusind om måneden i husleje hvoraf kun de 7000 er fradragsberettiget. Ville det så måske ikke være en ide at kigge på en ejer på et markedet der er faldet 10-12% og stadig falder?

2) Hvis jeg var Helle Thorning Smith ville Jeg spille højt spil og gå efter en kontroversiel gruppe emner i valgkampen. Miljø vinder ikke valget Helle. Måske du skulle prøve at afdække de grunde Fogh kunne have til at udskrive valg nu i stedet for at kører rundt i akvarietbowlen. Hvem sagde EU, kvalitetsreform og overenskomstforhandling? Ikke dig Helle!

3) Hvis jeg var vælger (hvilket jeg er) ville jeg tænke mig rigtigt godt om før jeg stemte på Ny alliance (hvilket jeg ikke gør). Danmarks hurtigst voksende parti uden reel politik og med gernesager der er håbløse at få gennemført i et regeringssamarbejde ved mindre Naser kan skrabe 20-30% af stemmerne sammen.

4) Hvis jeg var hele det samlede globale musiksamfund ville jeg sætte mig ned en uges tid og lytte til den nye Radiohead. Det er den eneste måde at stå “on the shoulders of giants”

5) Hvis jeg var medlem af enhedslistens hovedbestyrelse ville jeg overveje kraftigt om Asmara er en god nok grund til at miste al reel indflydelse ved at ryge under spærregrænsen. Er det prisen for at nægte at deltage i det politiske “spil” og i så fald er det så det værd?

6) Sidst men ikke mindst: Hvis jeg var Villy Søvndal ville jeg læne mig tilbage i mine dybe lånestol med en whisky og en cigar, klappe mig selv på skulderen og sige “Well done Villy”. 7-9-13.

Det var alt for nu.

Så stopper festen Ejendomsmæglere

Markedet for ejerlejligheder i København er jo som bekendt nedadgående, hvilket det har været noget tid. Et år snart for at være præcis. I den forbindelse bliver ejendomsmæglerne helt åbenlyst stillet i et “bad fix”, da deres fortjeneste pr. handler ikke vokser med liggetiderne og bliver direkte reduceret ved de faldende salgspriser. Derfor kan det jo ikke være nogen overraskelse for nogen at de store ejendommæglerkæder forsøger at påvirke markedet i en positiv (for dem) retning ved at fylde aviser og medier med egne ekspertvarsler om at markedets snart stiger igen og side på side kun med “solgt” boligannoncer i søndagsberlingerne. Alt dette kan man tage med et overbærende smil og i sit stille sind sætte pris på at der trods alt skal mere til at manipulerer med ens sunde fornuft, men i morges observerede jeg dog noget der gjorde mig desideret ophidset. Jeg kom slentrende med min morgenkaffe på indre Nørrebro, da ruden i en Base1 butik pludselig fanger min opmærksomhed. I vinduet hængte et opslag der proklamere at 1) 2007 syv har være præget at et voldsomt opsving i boligmarkedet, større end det er set i lang tid 2) At folk der overvejer at sælge deres bolig ikke skal betænke sig men komme i gang, da Base1 har solgt så mange boliger at de snart ikke har flere tilbage. 3) Base1 har derudover en hel liste med folk der simpelthen står i kø for at få noget at byde på. DET ER JO DECIDERET USANDT!

Jeg opfordre hermed base1 til at præsentere, i tal, hvordan det nogensinde kan hænge sammen når Realkreditrådet (www.rkr.dk) oplyser et fald i kvadratmeterpriserne i København fra 32.120 4 kvartal 2006 til 30.038 i 1 kvartal 2007? Eller at priserne falder yderligere til 28.028 i 3 kvartal 2007. Det må jo simpelthen betyde at en hidtidigt ukendt økonomisk mekanisme er på spil udbudet falder og priserne falder også men efterspørgslen stiger. Nej heller ikke en økonomisk umulighed kan redde Base1 ud af denne pinlige situation. Det er sandt at antallet af handler i 3 kvartal af 2007 (944) er større end de forgående tre kvartaler, men ser man det som man bør, komparativt i forhold til 3 kvartal 2006 ser man et fald fra 1.104 til 944, altså rundt regnet et fald på 20% i markedets absolutte højsæon. Man skal faktisk mere en 10 år tilbage for at finde tilsvarende lave tal.

Alligevel er der simpelthen mangel på udbud, hævder base1. Ja det er direkte forkert. Markedet falder og falder og det tilmed på vej ind i den absolutte lavsæson.

Læs videre: Realkreditrådet

Base1 burde ikke dyrke den form for bevidst tal manipulation. Skam jer!