Nuvel. Det er vel fritstillet for enhver i vores samfund at definerer hvad et frit samfund med plads til alle betyder for den enkelte. Eller er det?
Hvis vi for et øjeblik antager at dette er et grundpræmis (hvilket det vel nærmest ikke har været siden Hobbes skrev Leviathan i 1651) man kan bygge et samfund efte, indebærer det som logisk konsekvens, at ingen der ikke eksister modstridende interesser i det samme rum. Eller sagt på en anden måde, at friheder til forskellighed er begrænset til handlinger, der udelukkende involverer en selv og ens ligesindede. Følger man denne tankestrøm til ende bliver det hurtigt klart, at det nødvendigvis må betyde, at et samfund uden en fællesfrihedsrettighedsdefinition ikke kan eksisterer. Det var vel også netop derfor at Hobbes allerede for godt 350 år siden, advokerede for den frivillige afgivelse af individuel frihed, som betingelse for opnåelsen af en større fælles frihed.
Hvad handler denne post undre i jer måske over…Eller 
… Det er naturligvis min harme overfor konflikten omkring rydningen af ungdomshuset i København, der endnu engang har vagt min vrede over at intelligente, (relativt)veluddannede borgere i en retsstat kan få sig selv til, i den grad at yde destruktiv vold og hærværk mod det samfund de lever i. Det er direkte morsomt hvordan, nutidens selvproklamerede solidariske humanitærsocialister, i den grad tyer til metoder, der udelukkende må betegnes som totalitære og så endda gemmer sig under den ældregamle “fremmedgørelses parole”. Nogle burde nok lige genlæse deres Marx.
Det er et uomgængeligt dialektisk modsætnings forhold når en part i samfundet føler sig fremmedgjort i en sådan grad at, de kun føler at deres frihed kan realiseres gennem betingelser der er u realiserbare, i den anden parts frihed. Det er i den grad et dialektisk problem for retsamfundet, hvis, og jeg skriver udtrykkeligt hvis, hvis det skal accepterer graduering i friheder.
Konklusionen på alt dette må nødvendigvis være, at individets assimilation i retssamfundets frihedbegreb, eller delvis afståelse fra retten til forskellighed i den ultimative forstand ( altså i forhold til totalt frihed i laden og gøren) er en absolut betingelse for selve retssamfundets eksistens. Når alt dette er sagt, må jeg altså slutte, at jeg ikke går ind i for et samfund hvor der er plads til alle. Jeg går ind for et samfund hvor alle er lige, for loven, og hvor alle har den samme, om end indskrænkede, frihed.
Med det i mente, kan i jo tage et kig på et par af disse optagelser fra urolighederne omkring rydningen af “folketshus” (folk et er i denne sammenhæng, åbenbart kun 200-300 mennesker)
klip 1 : Rydningen af huset
Klip 2: Belejringen af faderhuset ejendom. Bemærk de forskræmte mennesker der gemmen sig bag de vandaliserede ruder og døre. De er åbenbart heller ikke en del af folket….og det er helt “tydeligt” at de går ind for ensretning i samfundet.
