En definitorisk åbenbaring!

Kære læsere!

Som så mange andre, der brænder for et område at kunsten, er jeg utallige gange endt i den klassiske “kan man snakke om god og dårlig kunst”. Smag er forskellig ja, og derfor ikke specielt interessant at debaterer, da almen høflighed dikterer at man skal respekterer hinandens holdningers forskellighed.

Jeg vil videre i denne udredning holde mig udelukkende til musik, da det er den kunstform jeg kender bedst.

Det kan virke som et uløseligt paradoks, at definerer god og dårlig musik. Den umiddelbare tilgang til en sådan definition ville være at kigge på kunsternerens håndværksmæssige færdigheder. Dette er dog absolut utilstrækkeligt, da der, trods en høj grad af sammenfald, ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem præstation og kunnen. En anden faktor der ofte bliver trukket frem i en sådan debat er originalitet. Også dette falder dog, ved nærmere undersøgelse, til jorden, da det praktisk talt er umuligt at spore sig frem til musikkens forskellige elementers absolutte oprindelse, endvidere at kende til den uendeligt brede vifte af kilder, det vil være påkrævet.

Det er altså en hård nød at knække. Selv om jeg altid har haft en fornemmelse at der helt klart fandtes graduering af musik udenfor smag, har jeg hidtil ikke kunne finde frem til en måde at definerer den på.Indtil nu:

God og dårlig musik er praktisk talt umuligt at bedømme objektivt, da det hurtigt bliver et spørgsmål om præferencer for aktøren (lytteren). Men hvad sker der hvis vi vinder situationen om og vælger at se musikken som aktør og lytterne som god/dårlig variabel. I den optik handler det om at definerer hvad musikkens formål er og derefter undersøge om lytteren er receptiv overfor det.

SÅ bliver det pludselig et spørgmål om gode og dårlige lyttere og det vil forklarer hvorfor der i det hele taget er en så stor forskel i smag og hvorfor den ændre sig kraftig for den enkelte gennem livet. Det er et spørgsmål om lytteren er i stand til at “modtage” det budskab (formål) som musikken forsøger at kommunikerer og dermed bliver det naturligvis også et spørgsmål om hvor god musikken er til at kommunikerer sit budskab.

Da musik er skabt af mennesker er det logisk at antage at det er forholdsvist almene og fundermentale “budskaber” det bliver kommunikeret ud. Dette hvad enten der er tale om tekst, groove, stil mm. Altså er definitionen på god og dårlig musik lig med musikkens evne kommunikerer og dermed relativt uafhængigt af håndværksmæssige færdigheder. Dvs. at god musik er musik der, for den rigtige modtager, har større effekt end andre stykker musik med samme kommunikative budskab.

There we go!